Flammende oprør
Jeg står lidt i baggrunden i mørket så de ikke ser mig. Jeg ved
ikke om jeg er klar til at gå hen til dem. Jeg er bange for de vil slå mig og
råbe af mig igen. Hassan hjælper mig ikke længere, som han gjorde da vi var
små, når nogen drillede. Han vil ikke ses med mig i når hans venner også er der.
Jeg har øvet mig længe på et rim jeg har skrevet. Jeg vil rappe det for dem i
aften. Jeg kan se der er kommet en ny til i aften, en dansker? Han er i gang
nu, de andre griner lidt af ham. Mit rim passer ikke længere ind. Jeg er sur
over han har fået den plads jeg skulle have haft. Jeg gør mig klar og cykler
frem, de har stadig ikke set mig. Jeg afbryder i det at kartoflen er færdig.
"Dude, lær at stave, før du spiller smart
Ellers ryger dit hoved, i en fandens fart
Lille Ian, skrid tilbage til Lunden
Du klarer dig aldrig her i undergrunden"
Ellers ryger dit hoved, i en fandens fart
Lille Ian, skrid tilbage til Lunden
Du klarer dig aldrig her i undergrunden"
Nu griner de endnu mere men ikke af mig. Det var en dejlig
følelse. Men Hassan så alligevel ikke rigtig glad ud. En af dem tilbød mig en
cigaret, jeg tog imod den. Jeg har røget før men det ved Hassan ikke. Mig og
Ali stjal en pakke i hans fars kiosk engang. Hassan ville ikke sige noget, han
vidste de andre syntes jeg var sej.
Jeg hedder Mohammed jeg er 10 år. Jeg er født og opvokset i
Danmark. Jeg bor sammen med min mor, far og mine tre søskende, salam på 1,
Hassan på 13 og Jasmina på 15 år. Vi bor i en lejlighed i et ghetto område.
Hvad det betyder ved jeg ikke rigtigt. Jeg har hørt i skolen at de skriver om
os i aviserne. Vi har blandt andet været i tv! Men det var vidst ikke for noget
godt. Min mor siger vi skal være taknemmelige. Så fint et hjem har hun aldrig
haft før hun kom til Danmark. Hun bruger hele sin dag på at lave mad og holde
lejligheden i stand. Min far har et pizzaria og en sej bil, som han sommetider køre
mig i skole i. Det er noget af det bedste jeg ved.
Jeg går på Højby skolen, det bedste ved skolen er mine venner Ali, Said og achmed
Jeg går på Højby skolen, det bedste ved skolen er mine venner Ali, Said og achmed
Hassan er allerede oppe. Jeg kan næsten ikke åbne øjnene. Jeg er
stadig træt fra igår. Da jeg får øjnene åbnet kan jeg se at Hassan stadig er
sur. Jeg er blevet inviteret med i klubben igen i aften. Imens jeg står og
pakker tasken kommer jeg i tanke om at jeg ikke har fået lavet mine lektier.
Men det er lige meget, min rap imponerede Hassans venner i går, så jeg er nødt
til at gøre det igen. Mor og far finder alligevel aldrig ud af det.
Jeg følges altid med Jasmina i skole. Hun har snart sidste
skoledag, hun glæder sig. Hun fortæller mig at hun gerne vil på gymnasiet efter
sommerferien. Hun vil gerne være læge siger hun. Jeg griner af hende og siger
jeg gerne vil være kongen af Danmark. Hun mente det alvorligt og blev ked af
det over min u seriøsitet omkring det. Jeg lader som ingen ting for ikke at
såre hende mere.
Jeg siger til
Jasmina at hun bare skal gå i forevejen. Jeg sætter mig på en bænk og tænker
jeg hurtigt kan få læst to sider af mine lektier. Man ville gøre alt for at
undgå at høre på Connies sure røst. Morgen trafikken er dæmpet og der er ro på
vejen. Nu står det klar at skolens klokke snart ringer første time ind. Jeg
skynder mig afsted og kommer alligevel for sent. Der sidder en ny lære i
klassen ved siden af Connie. Han smiler til mig. Connie ænser mig slet ikke.
Jeg sætter mig ned bagerst hvor Ali,salam og achmed sidder. De griner af mig og
jeg griner igen, gir highfive og sætter mig på stolen, hvor jeg hurtigt mærker
trætheden igen. Jeg kigger ud af vinduet og falder hen i min egen verden.
Pludselig hører jeg et højt brag! Åbner forskrækket mine øjne og flyver op fra
bordet. Jeg ser en høj skikkelse stå lige foran mig. Det er Connie som står og
ser vredt på mig. ”Mohammed, har du fået lavet stilen som skal afleveres i dag,
for vil gerne have den nu”. Hun stod allerede med en bunke stile fra de andre
elever. Jeg tøvede lidt, og sagde så at jeg ikke havde fået den lavet. Hun
rystede på hovedet. ” Mohammed så må du lave den i sfoén, for jeg skal modtage
den i dag, ellers kontakter jeg dine forældre. De andre begyndte at grine. ”din
FUCKING sjalamuda (luder)!” råber jeg til hende og går ud af klassen med tåre i
øjnene. Connie stopper grineriet og
skulede efter dem. De tavs med det samme, og fortsatte deres koncentrerede
blikket rettet mod tarvlen. Den nye lære Kristian går efter mig men jeg gider
ikke, at snakke med ham. Jeg er sur og de kan rende mig. ”Eh walla”. Jeg vender
mig om og forventede at se en af mine kammerater stå og råbe efter mig. Men til
min store overraskelse så jeg den nye pædagog stå og smile til mig. Jeg blev
nysgerrig og råber ”eh walla” og kiggede om Kristian reagerede på min røst.
Kristian nikkede imens han viftede med hånden, som et tegn på at jeg skulle
komme til ham. Jeg spurgte overrasket om det var ham der råbte, eller om det
var en forbigående i nærheden. Det var rigtig nok, det var ham. Jeg kunne ikke
lade det ligge så ville vide, hvor han kendte ordet fra og om han overhovedet
vidste, hvad det betød. Han fortalte om hans tidligere erfaringer med
utilpassede unge, og om alt det han havde oplevet. Det fangede straks min
interesse og fulgte ham rundt i skolegården.
Vi aftalte at gå
over i sfoen og skrive stilen. Han stiller mig så mange spørgsmål og viser en
interesse for mig. Det har jeg aldrig prøvet før. Han er en sygt sej voksen.
Han fortæller mig at han har et studie i den klub han også arbejder. Der laver
han musik med nogen unge, oftest rap. Jeg bliver helt vild og begynder med det
samme at chatte til ham og slynge nogen slang af. Han giver mig highfive og
fortæller at vi allerede har en start på min stil. Jeg blev overrasket og
vidste slet ikke at jeg kunne lave en stil så let. Men jeg har lidt svært ved
stavningen, men han hjælper mig.
Efter nogle sjove og
lærerige timer kommer jeg hjem. Jeg åbner døren og kan næsten ikke vente med at
fortælle alle dem derhjemme, at jeg er blevet super sej til at rappe. Hvert et
rum i lejligheden bliver fyldt med min nye energi, men der er ingen hjemme til
at dele min glæde. Jeg føler mig lidt fortabt og mister hurtigt min skrivelyst.
Stilens vigtighed bliver erstattet af tanken om aftenen der nærmer sig, hvor
jeg skal mødes med mit crew, og gøre natten opmærksom på vores eksistens.
Det er ved at være aften
og jeg gør mig klar til at mødes med drengene. Hassan snakker stadig ikke til
mig. Han er også allerede gået. Jeg cykler afsted på min cykel og ser at de
står og toaster. Sabah som er i gang, ser mig og freestyler sin hilsen ind. Jeg
fortsætter min rap efter ham. Da jeg er færdig køre adrenalinen i kroppen men
jeg bemærkede de andres anerkendelse. Det var en fed følelse. Mustafa tænder op
for noget det er større end smøg og lugter sødt. De kalder det en joint. Jeg
ved ikke hvad det er men jeg skal ikke holde mig tilbage jeg ryger med på den.
De alle sammen kigger nu på mig og siger at, hvis jeg skal være med i gruppen
skal jeg brænde skolen af. Jeg har ikke lyst, men deres udtryk gør mig nervøs
og jeg har heller ikke lyst til at være en bangebuks. Jeg kan mærke at det jeg
har røget snore i hele min krop. Jeg har det underligt og er under pres. Men
jeg må gøre det. Jeg går hen mød et hjørne, hvor der står en busk som står op
af væggen. Idet gløderne fra lighteren er ved at tage fat, tænder der et lys i
lokalet og døren bliver åbnet. Det er lærerne som har haft læremøde. Connie ser
mig direkte i øjnene. Jeg tisser i bukserne. Jeg forsøger med min fod at trampe
gløderne væk. De andre drenge var smuttet da lyset tændte. Connie råber op. Jeg
er flov og bange. Hun trækker mig ind i lokalet og siger til de andre de
hellere må fortsætte mødet.
