Historien

Flammende oprør

Jeg står lidt i baggrunden i mørket så de ikke ser mig. Jeg ved ikke om jeg er klar til at gå hen til dem. Jeg er bange for de vil slå mig og råbe af mig igen. Hassan hjælper mig ikke længere, som han gjorde da vi var små, når nogen drillede. Han vil ikke ses med mig i når hans venner også er der. Jeg har øvet mig længe på et rim jeg har skrevet. Jeg vil rappe det for dem i aften. Jeg kan se der er kommet en ny til i aften, en dansker? Han er i gang nu, de andre griner lidt af ham. Mit rim passer ikke længere ind. Jeg er sur over han har fået den plads jeg skulle have haft. Jeg gør mig klar og cykler frem, de har stadig ikke set mig. Jeg afbryder i det at kartoflen er færdig.

"Dude, lær at stave, før du spiller smart
Ellers ryger dit hoved, i en fandens fart
Lille Ian, skrid tilbage til Lunden
Du klarer dig aldrig her i undergrunden"

Nu griner de endnu mere men ikke af mig. Det var en dejlig følelse. Men Hassan så alligevel ikke rigtig glad ud. En af dem tilbød mig en cigaret, jeg tog imod den. Jeg har røget før men det ved Hassan ikke. Mig og Ali stjal en pakke i hans fars kiosk engang. Hassan ville ikke sige noget, han vidste de andre syntes jeg var sej. 

Jeg hedder Mohammed jeg er 10 år. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg bor sammen med min mor, far og mine tre søskende, salam på 1, Hassan på 13 og Jasmina på 15 år. Vi bor i en lejlighed i et ghetto område. Hvad det betyder ved jeg ikke rigtigt. Jeg har hørt i skolen at de skriver om os i aviserne. Vi har blandt andet været i tv! Men det var vidst ikke for noget godt. Min mor siger vi skal være taknemmelige. Så fint et hjem har hun aldrig haft før hun kom til Danmark. Hun bruger hele sin dag på at lave mad og holde lejligheden i stand. Min far har et pizzaria og en sej bil, som han sommetider køre mig i skole i. Det er noget af det bedste jeg ved. 
Jeg går på Højby skolen, det bedste ved skolen er mine venner Ali, Said og achmed

Hassan er allerede oppe. Jeg kan næsten ikke åbne øjnene. Jeg er stadig træt fra igår. Da jeg får øjnene åbnet kan jeg se at Hassan stadig er sur. Jeg er blevet inviteret med i klubben igen i aften. Imens jeg står og pakker tasken kommer jeg i tanke om at jeg ikke har fået lavet mine lektier. Men det er lige meget, min rap imponerede Hassans venner i går, så jeg er nødt til at gøre det igen. Mor og far finder alligevel aldrig ud af det.

Jeg følges altid med Jasmina i skole. Hun har snart sidste skoledag, hun glæder sig. Hun fortæller mig at hun gerne vil på gymnasiet efter sommerferien. Hun vil gerne være læge siger hun. Jeg griner af hende og siger jeg gerne vil være kongen af Danmark. Hun mente det alvorligt og blev ked af det over min u seriøsitet omkring det. Jeg lader som ingen ting for ikke at såre hende mere.

Jeg siger til Jasmina at hun bare skal gå i forevejen. Jeg sætter mig på en bænk og tænker jeg hurtigt kan få læst to sider af mine lektier. Man ville gøre alt for at undgå at høre på Connies sure røst. Morgen trafikken er dæmpet og der er ro på vejen. Nu står det klar at skolens klokke snart ringer første time ind. Jeg skynder mig afsted og kommer alligevel for sent. Der sidder en ny lære i klassen ved siden af Connie. Han smiler til mig. Connie ænser mig slet ikke. Jeg sætter mig ned bagerst hvor Ali,salam og achmed sidder. De griner af mig og jeg griner igen, gir highfive og sætter mig på stolen, hvor jeg hurtigt mærker trætheden igen. Jeg kigger ud af vinduet og falder hen i min egen verden. Pludselig hører jeg et højt brag! Åbner forskrækket mine øjne og flyver op fra bordet. Jeg ser en høj skikkelse stå lige foran mig. Det er Connie som står og ser vredt på mig. ”Mohammed, har du fået lavet stilen som skal afleveres i dag, for vil gerne have den nu”. Hun stod allerede med en bunke stile fra de andre elever. Jeg tøvede lidt, og sagde så at jeg ikke havde fået den lavet. Hun rystede på hovedet. ” Mohammed så må du lave den i sfoén, for jeg skal modtage den i dag, ellers kontakter jeg dine forældre. De andre begyndte at grine. ”din FUCKING sjalamuda (luder)!” råber jeg til hende og går ud af klassen med tåre i øjnene.  Connie stopper grineriet og skulede efter dem. De tavs med det samme, og fortsatte deres koncentrerede blikket rettet mod tarvlen. Den nye lære Kristian går efter mig men jeg gider ikke, at snakke med ham. Jeg er sur og de kan rende mig. ”Eh walla”. Jeg vender mig om og forventede at se en af mine kammerater stå og råbe efter mig. Men til min store overraskelse så jeg den nye pædagog stå og smile til mig. Jeg blev nysgerrig og råber ”eh walla” og kiggede om Kristian reagerede på min røst. Kristian nikkede imens han viftede med hånden, som et tegn på at jeg skulle komme til ham. Jeg spurgte overrasket om det var ham der råbte, eller om det var en forbigående i nærheden. Det var rigtig nok, det var ham. Jeg kunne ikke lade det ligge så ville vide, hvor han kendte ordet fra og om han overhovedet vidste, hvad det betød. Han fortalte om hans tidligere erfaringer med utilpassede unge, og om alt det han havde oplevet. Det fangede straks min interesse og fulgte ham rundt i skolegården. 

Vi aftalte at gå over i sfoen og skrive stilen. Han stiller mig så mange spørgsmål og viser en interesse for mig. Det har jeg aldrig prøvet før. Han er en sygt sej voksen. Han fortæller mig at han har et studie i den klub han også arbejder. Der laver han musik med nogen unge, oftest rap. Jeg bliver helt vild og begynder med det samme at chatte til ham og slynge nogen slang af. Han giver mig highfive og fortæller at vi allerede har en start på min stil. Jeg blev overrasket og vidste slet ikke at jeg kunne lave en stil så let. Men jeg har lidt svært ved stavningen, men han hjælper mig.    

Efter nogle sjove og lærerige timer kommer jeg hjem. Jeg åbner døren og kan næsten ikke vente med at fortælle alle dem derhjemme, at jeg er blevet super sej til at rappe. Hvert et rum i lejligheden bliver fyldt med min nye energi, men der er ingen hjemme til at dele min glæde. Jeg føler mig lidt fortabt og mister hurtigt min skrivelyst. Stilens vigtighed bliver erstattet af tanken om aftenen der nærmer sig, hvor jeg skal mødes med mit crew, og gøre natten opmærksom på vores eksistens.

Det er ved at være aften og jeg gør mig klar til at mødes med drengene. Hassan snakker stadig ikke til mig. Han er også allerede gået. Jeg cykler afsted på min cykel og ser at de står og toaster. Sabah som er i gang, ser mig og freestyler sin hilsen ind. Jeg fortsætter min rap efter ham. Da jeg er færdig køre adrenalinen i kroppen men jeg bemærkede de andres anerkendelse. Det var en fed følelse. Mustafa tænder op for noget det er større end smøg og lugter sødt. De kalder det en joint. Jeg ved ikke hvad det er men jeg skal ikke holde mig tilbage jeg ryger med på den. De alle sammen kigger nu på mig og siger at, hvis jeg skal være med i gruppen skal jeg brænde skolen af. Jeg har ikke lyst, men deres udtryk gør mig nervøs og jeg har heller ikke lyst til at være en bangebuks. Jeg kan mærke at det jeg har røget snore i hele min krop. Jeg har det underligt og er under pres. Men jeg må gøre det. Jeg går hen mød et hjørne, hvor der står en busk som står op af væggen. Idet gløderne fra lighteren er ved at tage fat, tænder der et lys i lokalet og døren bliver åbnet. Det er lærerne som har haft læremøde. Connie ser mig direkte i øjnene. Jeg tisser i bukserne. Jeg forsøger med min fod at trampe gløderne væk. De andre drenge var smuttet da lyset tændte. Connie råber op. Jeg er flov og bange. Hun trækker mig ind i lokalet og siger til de andre de hellere må fortsætte mødet.